Fru Anna Margrethe Pejtersen
Køn: K
Også kendt som: Bossen
Personinformation
Født dato: 1 Okt. 1919 - Godthaab, Svenstrup Sogn, Hornum Herred
Dåb: 28 Mar. 1920 - Svendstrup
Død: 18 Feb. 2019 - Vejgård Ålborg ( i en alder af 99 år)
Bisættelse: 2 Mar. 2019 - Vejgård Kirke Aalborg
Dødsårsag: Alderdom
Forældre
Far: Fabriksarbejder Søren Christian Pejtersen (1878-1927)
Mor: Skrædder Albertine Cecilie Carlsen (1879-1961)
Ægtefæller/partnere og børn
1. *Matros Frode Bossen (1 Aug. 1919 - 10 Jan. 1985)
Ægteskab: 1 Maj 1942 - Sognefogeden i Vejgård
Børn:
1. Poul Erik Bossen (1942-2009)
Fru Bosses egen beretning
Jeg hedder Anna Margrethe Bossen, mit pigenavn var Pejtersen. Jeg er født i 1919 i Godthåb (foto), på min mors 40 års fødselsdag, som nr. 10 i søskendeflokken. 3 år efter blev Sigvald født, som den sidste i flokken på i alt ii børn.
Min mor var uddannet skrædder. Hun var meget dygtig til at sy, kunne også sy herretøj, så hun syede alt vores tøj. Min far arbejdede hos Zinks fabrikker, indtil han som 44 årig fik tuberkulose.
Han lå syg i stuen et års tid, hvor han kaldte os hen til sengen, hvis vi havde lavet unoder, og så fik vi et rap over benene med en rem, han havde, og selv om vi vidste, det gjorde ondt, turde vi ikke andet end at adlyde. Min far døde 49 år gammel.
Jeg var en rigtig drengepige, som klatrede i træer og rykkede mine kjoler i stykker, så min mor mente, jeg skulle have været en dreng.
Min skole
Jeg gik i skole i Svenstrup Vestre skole indtil 5. klasse, hvorefter jeg kom på Arden skole. Her boede min søster og svoger, så jeg boede hos dem, som havde en stor børneflok og godt kunne bruge en barnepige. Jeg gik i skole, til jeg blev konfirmeret.
Plads i huset
Den første plads var som ung pige i huset i Arden hos elektrikeren, herefter hos urmageren i Arden, som havde 2 børn. Nu havde min søster og svoger så mange børn, at de ikke havde plads til at have mig boende, og min mor ville også gerne have mig hjem, så jeg kom i huset hos skolelæreren i Ellidshøj, men var der kun 11/2 år, da de var så nærige, at jeg måtte tage hjem, når jeg skulle vaskes, og jeg skulle også være færdig med at spise, når de havde spist, selv om jeg skulle servere og rydde op, så jeg var altid sulten. Jeg havde heldigvis en faster i Ellidshoj, som jeg besøgte om aftenen, hun købte bagerbrød, så jeg fik stillet min sult.
Nu kom jeg i huset i Svenstrup på telefoncentralen i et år. De havde en forretning med parfumeri.
Jeg havde 2 brødre, som havde plads i København, og den yngste bror vidste, at de manglede en ung pige på den store gård, hvor han arbejdede, så jeg rejste sammen med en veninde derover som 17-årig. Der var stor opstandelse ved båden til København, så man skulle tro, det var en Amerika rejse.
Veninden kendte familien, hun skulle tjene ved, de havde familie i Arden. Den gård, min bror og jeg skulle arbejde på, var en stor gård. Jeg syntes det var hårdt. Når der ikke var noget vind, kørte møllen jo ikke rundt, så jeg skulle hente vand i kostalden. Jeg fik en masse vand i træskoene og jeg var jo en lille pige, sammen med en stor kone - det var ikke noget, jeg syntes om. Nu fik jeg arbejde på en gård i Ringsted, hvor jeg var i ca. et år, det var en udmærket plads.
Tilbage til Aalborg
Jeg rejste så tilbage til Aalborg, hvor jeg fik plads i huset i Hasseris hos en kontorchef Nielsen i en ejendom, som tilhørte en invalid mand, Schneider, som havde et stort firma. Der havde familien en lejlighed ovenpå. De havde 2 børn, som jeg passede. Den yngste hed Poul Erik, han var min øjesten, derfor skulle min egen dreng have samme navn. Her var jeg Ca. 11/2 år, men så kom krigen, og familien flyttede til et hus i Midtjylland, der skulle være mere rart at bo, så nu havde de ikke brug for en ung pige længere.
Så flyttede jeg ned til min søster, som var gift og boede i Hadsund, men jeg kunne jo ikke gå der uden et arbejde, så jeg kom til Visborggård på vaskeriet. Mens jeg var der, fik jeg arbejde hos Kryger Nielsen med fisk og fjerkræ, som ung pige i huset i 11/2 år.
Min mand Frode
11941 lærte jeg Frode at kende. Han var sømand, så når han var af sted, skrev vi sammen. Jeg blev gravid samme år, så Frode og jeg kom til at bo hos mine svigerforældre på Skovvej i Vejgård, hvor jeg havde deres soveværelse, og Frode sejlede.
Den 1. juni 1942 blev vi gift ved sognefogeden i Vejgård. Jeg skulle føde på fødeklinikken i Nørresundby, og det var meget dyrt som enlig mor, fordi der var så mange tyskertoser. Vores penge var små, og det var jo også rart at have dokumentation på faderen til vores barn. Poul-Erik kom til verden den 6. juni. Om efteråret fik vi en 1-værelses lejlighed i Vejgård, men efter kort tid flyttede vi til en 2-værelses lejlighed i Grønnegade, hvor Frodes far havde købt en ejendom. Her boede vi dør om dør med mine svigerforældre i mange år.
Da jeg bare gik hjemme og passede Poul-Erik, mens Frode sejlede, trængte jeg til at komme ud og tog derfor arbejde på "barberbladene" og senere på ægpakkeriet, derfor har jeg ikke været så begejstret for æg lige siden. Nu fik vi en 2-værelses lejlighed i Grønnegade ovenover købmandsforretningen, her boede vi i et par år. Så fik vi en lejlighed hos købmand Jensen i Grønnegade, en dejlig 2-værelses lejlighed med toilet i korridoren.
Fra lejlighed til hus
På et tidspunkt vandt jeg i et lotteri, så jeg havde penge til en udbetaling på en ejendom i Priorgade. Min betingelse for at købe den var, at Frode skulle stoppe med at sejle, så han kunne være hjemme til at passe arbejdet med at være husvært.
Efter et stykke tid købte vi ejendommen i Danmarksgade 80, og Frode fik arbejde på havnen hos Thorndahl.
Da Poul-Erik var i konfirmationsalderen, blev jeg syg og besvimede hele tiden. Jeg troede, at jeg måske var gravid, men da jeg kom på sygehuset, viste det sig, at jeg gik med et forstenet tvillingefoster, en tvilling til Poul-Erik, så efter operationen kunne vi ikke få flere bom.
Kiosk på havnen
På et tidspunkt forpagtede vi en kiosk pa havnen, som Ja nede ved pakhusene. Her arbejdede Frode med at sælge ol og tobaksvarer til havnearbejderne, og jeg lavede varmt mad, som han korn hjem til i middagspausen. Det var et hvc1igt modested for havnearbejderne men det var ikke altid, det gik helt efter reglerne. I 'n dag korn der en betjent ind og bad om at kobe én cigaret, hvor han fik den besked, at han kunne kobe en hel pakke.
Vi havde også en iskiosk pa Vestre bådehavn, men det var kun i kort tid, fordi Frode blev syg, og vi matte bytte roller, så Frode gik hjemme og lavede mad til mig, og jeg passede "biksen", som vi kaldte den, den hed oprindelig Proppen. Detgik godt med at styre havnearbejderne. De mente, jeg var bedre til det end Frode, men de viste også meget respekt over for mig.
Frode blev syg
Efter nogen tid blev Frode så syg af cancer, at vi måtte lukke biksen. Der var ikke nogen, som var interesseret i at overtage den, når de hørte, hvad vi havde i timeløn, så den blev jævnet med jorden.
Jeg havde heldigvis meldt mig i fagforening, mens jeg arbejdede, så jeg kunne få noget hjælp som arbejdsløs.
11985 døde Frode. Vi havde påbegyndt at udstykke ejendommen til ejerlejligheder, så jeg fik heldigvis hjælp af Poul-Erik til at færdiggøre det.
Min tid efter Frode
Med tiden blev det for meget for mig med alt det bøvl med ejerforeningen, så jeg besluttede mig for at flytte. Jeg fik en dejlig lejlighed i Agades Passage, hvor jeg deltog i mange aktiviteter.
Jeg begyndte også at tage på højskole, hvor sømandskonerne kunne komme på ophold på Ærø. Jeg var også flere gange i Nørre Nissum, det var jeg rigtig glad for.
I 2009 mistede jeg desværre min søn, Poul-Erik, som døde af lungehindekræft. Heldigvis havde jeg nu en stor familie med 3 børnebørn og 11 oldebørn, men det var meget hårdt at miste sit eneste barn.
12015 blev jeg tipoldemor til en lille dreng, det var jeg meget stolt af.
De sidste år er jeg blevet meget dårlig til at se og høre, så på et tidspunkt måtte jeg have hjemmehjælp til rengøring og vask. Efterhånden måtte jeg også have hjælp til at varme mad, men alligevel gik jeg stadigvæk ud at handle ind og i banken, selv om jeg var meget dårlig til at se. Det gik desværre galt i år, hvor jeg faldt derhjemme og brækkede lårbenet efter en tur i byen.
Jeg er nu på plejehjem i Vejgaard, hvor jeg er faldet godt til. Mine børnebørn er flinke til at besøge mig, og vi er i gang med at lave planer omkring min 100 års fødselsdag om 2 år.
Notater
Generel:
Et interviu i 2017 med Anna Margrethe Bossen
Jeg hedder Anna Margrethe Bossen, mit pigenavn var Pejtersen. Jeg er født i 1919 i Godthåb, på min mors 40 års fødselsdag, som nr. 10 i søskendeflokken. 3 år efter blev Sigvald født, som den sidste i flokken på i alt ii børn.
Min mor var uddannet skrædder. Hun var meget dygtig til at sy, kunne også sy herretøj, så hun syede alt vores tøj. Min far arbejdede hos Zinks fabrikker, indtil han som 44 årig fik tuberkulose.
Han lå syg i stuen et års tid, hvor han kaldte os hen til sengen, hvis vi havde lavet unoder, og så fik vi et rap over benene med en rem, han havde, og selv om vi vidste, det gjorde ondt, turde vi ikke andet end at adlyde. Min far døde 49 år gammel.
Jeg var en rigtig drengepige, som klatrede i træer og rykkede mine kjoler i stykker, så min mor mente, jeg skulle have været en dreng.
Min skole
Jeg gik i skole i Svenstrup Vestre skole indtil 5. klasse, hvorefter jeg kom på Arden skole. Her boede min søster og svoger, så jeg boede hos dem, som havde en stor børneflok og godt kunne bruge en barnepige. Jeg gik i skole, til jeg blev konfirmeret.
Plads i huset
Den første plads var som ung pige i huset i Arden hos elektrikeren, herefter hos urmageren i Arden, som havde 2 børn. Nu havde min søster og svoger så mange børn, at de ikke havde plads til at have mig boende, og min mor ville også gerne have mig hjem, så jeg kom i huset hos skolelæreren i Ellidshøj, men var der kun 11/2 år, da de var så nærige, at jeg måtte tage hjem, når jeg skulle vaskes, og jeg skulle også være færdig med at spise, når de havde spist, selv om jeg skulle servere og rydde op, så jeg var altid sulten. Jeg havde heldigvis en faster i Ellidshoj, som jeg besøgte om aftenen, hun købte bagerbrød, så jeg fik stillet min sult.
Nu kom jeg i huset i Svenstrup på telefoncentralen i et år. De havde en forretning med parfumeri.
Jeg havde 2 brødre, som havde plads i København, og den yngste bror vidste, at de manglede en ung pige på den store gård, hvor han arbejdede, så jeg rejste sammen med en veninde derover som 17-årig. Der var stor opstandelse ved båden til København, så man skulle tro, det var en Amerika rejse.
Veninden kendte familien, hun skulle tjene ved, de havde familie i Arden. Den gård, min bror og jeg skulle arbejde på, var en stor gård. Jeg syntes det var hårdt. Når der ikke var noget vind, kørte møllen jo ikke rundt, så jeg skulle hente vand i kostalden. Jeg fik en masse vand i træskoene og jeg var jo en lille pige, sammen med en stor kone - det var ikke noget, jeg syntes om. Nu fik jeg arbejde på en gård i Ringsted, hvor jeg var i ca. et år, det var en udmærket plads.
Tilbage til Aalborg
Jeg rejste så tilbage til Aalborg, hvor jeg fik plads i huset i Hasseris hos en kontorchef Nielsen i en ejendom, som tilhørte en invalid mand, Schneider, som havde et stort firma. Der havde familien en lejlighed ovenpå. De havde 2 børn, som jeg passede. Den yngste hed Poul Erik, han var min øjesten, derfor skulle min egen dreng have samme navn. Her var jeg Ca. 11/2 år, men så kom krigen, og familien flyttede til et hus i Midtjylland, der skulle være mere rart at bo, så nu havde de ikke brug for en ung pige længere.
Så flyttede jeg ned til min søster, som var gift og boede i Hadsund, men jeg kunne jo ikke gå der uden et arbejde, så jeg kom til Visborggård på vaskeriet. Mens jeg var der, fik jeg arbejde hos Kryger Nielsen med fisk og fjerkræ, som ung pige i huset i 11/2 år.
Min mand Frode
I 1941 lærte jeg Frode at kende. Han var sømand, så når han var af sted, skrev vi sammen. Jeg blev gravid samme år, så Frode og jeg kom til at bo hos mine svigerforældre på Skovvej i Vejgård, hvor jeg havde deres soveværelse, og Frode sejlede.
Den 1. juni 1942 blev vi gift ved sognefogeden i Vejgård. Jeg skulle føde på fødeklinikken i Nørresundby, og det var meget dyrt som enlig mor, fordi der var så mange tyskertøser. Vores penge var små, og det var jo også rart at have dokumentation på faderen til vores barn. Poul-Erik kom til verden den 6. juni. Om efteråret fik vi en 1-værelses lejlighed i Vejgård, men efter kort tid flyttede vi til en 2-værelses lejlighed i Grønnegade, hvor Frodes far havde købt en ejendom. Her boede vi dør om dør med mine svigerforældre i mange år.
Da jeg bare gik hjemme og passede Poul-Erik, mens Frode sejlede, trængte jeg til at komme ud og tog derfor arbejde på "barberbladene" og senere på ægpakkeriet, derfor har jeg ikke været så begejstret for æg lige siden. Nu fik vi en 2-værelses lejlighed i Grønnegade ovenover købmandsforretningen, her boede vi i et par år. Så fik vi en lejlighed hos købmand Jensen i Grønnegade, en dejlig 2-værelses lejlighed med toilet i korridoren.
Fra lejlighed til hus
På et tidspunkt vandt jeg i et lotteri, så jeg havde penge til en udbetaling på en ejendom i Priorgade. Min betingelse for at købe den var, at Frode skulle stoppe med at sejle, så han kunne være hjemme til at passe arbejdet med at være husvært.
Efter et stykke tid købte vi ejendommen i Danmarksgade 80, og Frode fik arbejde på havnen hos Thorndahl.
Da Poul-Erik var i konfirmationsalderen, blev jeg syg og besvimede hele tiden. Jeg troede, at jeg måske var gravid, men da jeg kom på sygehuset, viste det sig, at jeg gik med et forstenet tvillingefoster, en tvilling til Poul-Erik, så efter operationen kunne vi ikke få flere børn.
Kiosk på havnen
På et tidspunkt forpagtede vi en kiosk pa havnen, som lå nede ved pakhusene. Her arbejdede Frode med at sælge øl og tobaksvarer til havnearbejderne, og jeg lavede varmt mad, som han korn hjem til i middagspausen. Det var et hyggeligt mødested for havnearbejderne men det var ikke altid, det gik helt efter reglerne. En dag kom der en betjent ind og bad om at købe én cigaret, hvor han fik den besked, at han kunne købe en hel pakke.
Vi havde også en iskiosk pa Vestre bådehavn, men det var kun i kort tid, fordi Frode blev syg, og vi matte bytte roller, så Frode gik hjemme og lavede mad til mig, og jeg passede "biksen", som vi kaldte den, den hed oprindelig Proppen. Det gik godt med at styre havnearbejderne. De mente, jeg var bedre til det end Frode, men de viste også meget respekt over for mig.
Frode blev syg
Efter nogen tid blev Frode så syg af cancer, at vi måtte lukke biksen. Der var ikke nogen, som var interesseret i at overtage den, når de hørte, hvad vi havde i timeløn, så den blev jævnet med jorden.
Jeg havde heldigvis meldt mig i fagforening, mens jeg arbejdede, så jeg kunne få noget hjælp som arbejdsløs.
I 1985 døde Frode. Vi havde påbegyndt at udstykke ejendommen til ejerlejligheder, så jeg fik heldigvis hjælp af Poul-Erik til at færdiggøre det.
Min tid efter Frode
Med tiden blev det for meget for mig med alt det bøvl med ejerforeningen, så jeg besluttede mig for at flytte. Jeg fik en dejlig lejlighed i Ågades Passage, hvor jeg deltog i mange aktiviteter.
Jeg begyndte også at tage på højskole, hvor sømandskonerne kunne komme på ophold på Ærø. Jeg var også flere gange i Nørre Nissum, det var jeg rigtig glad for.
I 2009 mistede jeg desværre min søn, Poul-Erik, som døde af lungehindekræft. Heldigvis havde jeg nu en stor familie med 3 børnebørn og 11 oldebørn, men det var meget hårdt at miste sit eneste barn.
I 2015 blev jeg tipoldemor til en lille dreng, det var jeg meget stolt af.
De sidste år er jeg blevet meget dårlig til at se og høre, så på et tidspunkt måtte jeg have hjemmehjælp til rengøring og vask. Efterhånden måtte jeg også have hjælp til at varme mad, men alligevel gik jeg stadigvæk ud at handle ind og i banken, selv om jeg var meget dårlig til at se. Det gik desværre galt i år, hvor jeg faldt derhjemme og brækkede lårbenet efter en tur i byen.
Jeg er nu på plejehjem i Vejgaard, hvor jeg er faldet godt til. Mine børnebørn er flinke til at besøge mig, og vi er i gang med at lave planer omkring min 100 års fødselsdag om 2 år.